58
de hængende Læber ligesom til noget Overordentligt og Ophøiet. Han havde levet ved Hoffet og hvilet i Dronningens Arm.
Man skjænkede Champagne, som havde staaet i Is. Emma gjøs over hele Kroppen ved at fornemme denne Kulde i Munden. Hun havde aldrig før seet Granatæbler eller spist Ananas. Om det saa var det stødte Sukker, forekom det hende hvidere og finere end andetsteds.
Efter Bordet gik Damerne op paa deres Værelser for at klæde sig om til Ballet.
Emma holdt Toilette med en Debutantindes ængstelige Omhyggelighed. Hun satte sit Haar efter Frisørens Anvisning og iførte sig den lette Musselinskjole, der laae paa Sengen. Charles' Benklæder strammede ham om Maven.
— Stropperne vil genere mig, naar jeg danser, bemærkede han.
— Vil Du danse? udbrød Emma.
— Ja.
— Men er Du gaaet fra Forstanden? Du vil jo blive til Nar, bliv bare siddende, — desuden passer det sig ogsaa bedre for en Læge, tilføiede hun. Charles taug stille. Han gik op og ned i Værelset og ventede, til Emma var paaklædt.
Han saae hende fra Ryggen i Speilet. Hendes mørke Øine syntes endnu mørkere, hendes Fletninger bøiede sig med et blaaligt Skjær hen mod Ørene, og i hendes Nakkehaar skjælvede en Rose paa en bevægelig Stilk med kunstige Vanddraaber paa Spidsen af Bladene. Hendes safrangule Kjole var opheftet med tre Rosenbuketter.
Charles trykkede et Kys paa hendes Skulder.
— Lad mig være, Du krøller mig, sagde hun.
Man hørte en Violinriturnelle og et Valdhorns Toner. Hun gik ned af Trappen, hun maatte lægge Baand paa sig, for ikke at give sig til at løbe.
