60
Dansende eller passiarede i Dørene, udmærkede sig fremfor det øvrige Selskab ved deres ugenerte Væsen, hvormegen Forskjel der end kunde være paa Ansigt, Alder eller Paaklædning.
Deres Dragt sad bedre, Klædet syntes bøieligere, og deres mod Tindingerne krøllede Haar skinnede af finere Pommader. De havde Rigdommens Teint, denne hvide Teint, der fremhæves af det matte Porcelain, det glinsende Atlask og de fernisserede Møbler, og som vedligeholdes ved en fornuftig Anvendelse af udsøgte Næringsmidler. Deres Hals dreiede sig bekvemt i lave Halsbind, deres lange Bakkenbarter faldt ned paa de ombøiede Frakkekraver, de tørrede sig om Munden med broderede Lommetørklæder med store Navnetræk paa, og som udsendte en behagelig Parfume. De af dem, der begyndte at ældes, saae ungdommelige ud, og der laae et modent Udtryk i de Unges Ansigter. I deres ligegyldige Blik læste man den Ro, som et dagligt Velvære giver Sindet, og gjennem deres venlige Væsen stak den Brutalitet frem, som erhverves af Omgang med visse Ting, hvorpaa Kræfterne øves og hvorved Forfængeligheden smigres, som Haandtering af Raceheste og Selskab med faldne Kvinder.
Tre Skridt fra Emma passiarede en Kavaler i blaa Dragt med en ung bleg Dame, der bar et Perlesmykke. De priste Peterskirkens svære Piller, Tivoli, Vesuv, Castellamare og Caccini, Genuas Roser og Colosæum i Maaneskin. Med det andet Øre hørte Emma en Samtale, der var fuld af Ord, hvis Betydning hun ikke forstod. Man slog nemlig Kreds om en ganske ung Mand, der forleden Uge havde slaaet Miss Arabella og Romulus og vundet totusind Louisdorer ved at sætte over en Grøft i England. Een beklagede sig over, at hans Løbere blev for svære, en Anden over Trykfeil, der havde forvansket Navnet paa hans Hest.
Luften blev tung, Lampeskjæret mattere; man strømmede
