74
Brise, var det jo ikke Umagen værdt at kjede sig med Øvelser. Hun lod sin Tegnemappe og sine Broderier ligge i Skabet. Hvad nyttede det til? Hvad nyttede det til? At sye irriterede hende. Jeg har læst Alt, sagde hun til sig selv, mens hun sad og gjorde Ildtængerne glødende i Kaminen eller saae Regnen styrte ned.
Hvor hun var bedrøvet om Søndagen, naar det ringede til Vesper. Med sløv Opmærksomhed lyttede hun til Klokkens sprukne Slag, et for et. En Kat spadserede langsomt henad Tagene og skjød Ryg i Solens blege Straaler. Vinden pustede Støvskyer henad Landeveien. I det Fjerne hylede en Hund, og Klokken vedblev regelmæssigt med sin ensformige Kimen, der tabte sig ude i Landet.
Imidlertid kom Folk fra Kirke. Bønderne i nye Bluser, Fruentimmerne i blanke Træsko, Smaabørn sprang barhovede foran, Alle gik hjem. Og ligetil Mørket faldt paa, blev fem til sex Mænd, stadig de samme, ved med at spille Bouchon foran den store Krodør.
Det blev en kold Vinter. Hver Morgen var Vinduerne tilfrosset, og Lyset, der faldt som gjennem matte Ruder, forandrede sig undertiden ikke hele Dagen igjennem, fra Klokken fire om Eftermiddagen maatte man tænde Lampen.
Naar det var smukt Veir, gik hun ned i Haven. Duggen havde afsat ligesom Sølvkniplinger paa Kaalbladene med lange, tynde Snore, der slyngede sig over i hverandre. Man hørte ikke en Fugl, Alt syntes at slumre, det straabeviklede Espalier og Vinløvet som en stor syg Slange under Tagskiæget, henad hvilket man saae Bænkebiderne krybe langsomt. Henne under Fyrretræerne ved Hækken havde Præsten med den trekantede Hat, der læste sit Breviar, mistet den høire Fod, og Frosten, der fik Gibsen til at skalle af, dannede hvide Pletter paa hans Ansigt.
