76
bet med Blikke til Høire og Venstre og op til Vinduerne. Af og til hævede han, idet han slyngede en Straale brunt Spyt mod Afviserstenen, sit Instrument op imod Knæet, fordi den haarde Sele besværede hans Skulder, og snart sørgmodig og drævende, snart munter og livlig summede Melodien ud af det rosenrøde Taftesgardin under det slyngede Messinggitter. Det var Melodier, som man spillede andetsteds paa Theatrene, som man sang i Salonerne, hvorefter man dansede om Aftenen under de tændte Lysekroner, Ekkoer fra en Verden, der naaede til Emma. Uendelige Sarabander hvirvlede frem i hendes Hoved, og ligesom en Bajadere paa et Blomstertæppe vuggede hendes Tanke sig paa Noderne og gyngede fra Drøm til Drøm, fra den ene melankolske Stemning til den anden. Naar Manden havde faaet sin Almisse kastet ned i Kaskjetten, slog han et gammelt blaat uldent Dække over Lirekassen, tog den paa Ryggen og fjernede sig med tunge Skridt. Hun saae længe efter ham.
Men det var især ved Spisetiden, at hun ikke kunde udholde det i den lille Dagligstue med dens rygende Ovn, dens knirkende Dør, dens svedende Vægge og fugtige Gulv, hele Tilværelsens Bitterhed forekom hende anrettet paa hendes Tallerken, og sammen med Kjødets Røg opsteg fra hendes Sjæl ligesom andre Røgskyer af Lede. Charles var længe om at spise, hun gnavede nogle Nødder, eller støttet paa Albuen morede hun sig med at ridse paa Voxduget med Spidsen af sin Kniv.
Nu lod hun Alt gaae, som det kunde bedst i Husholdningen, og hendes Svigermoder, der tilbragte en Del af Fasten hos dem, undrede sig høiligt over denne Forandring. Hun, der før havde været saa soigneret og sart, sad hele Dagen i Negligé, gik med graa Uldstrømper og brændte Tællelys. Hun gjentog, at de maatte være sparsommelige, da de ikke var
