85
en Flaskebund. Til Kalkmuren, der diagonalt gjennemskjæres af sorte Bjælker, hager sig undertiden et usselt Pæretræ, og foran Stuedørene er der et lille bevægelig Stakit for at forhindre Kyllingerne; som trippe om og opvikle de i Most vædede Brødsmuler, fra at træde ind over Tærsklen. Imidlertid blive Gaardene efterhaanden snevrere, Boligerne nærme sig hverandre, Hækkerne forsvinde, en Bunke Brægner gynger under et Vindue paa Enden af et Kosteskaft, hist ligger en Smedie, og her har en Vognmand stillet to eller tre nye Kærrer udenfor paa Veien. Gjennem et Staaltraadsgitter seer man et hvidt Hus med en grøn Plaine foran, prydet af en Amor med Fingren paa Munden, to støbte Vaser staae paa hver sin Side af Trappen, Notarskilt vranger paa Døren, det er Notarens Has og det kjønneste paa Stedet.
Paa den anden Side af Gaden ligger Kirken tyve Skridt længere borte ved Indgangen til Torvet. Den lille Kirkegaard, der omgiver den, hegnet af en tre Fods høi Mur, er saa opfyldt af Gravsteder, at de gamle Gravstene danne en fortsat Flisebelægning henad Jorden, hvor Græsset af sig selv har tegnet grønne regelmæssige Firkanter. Kirken er bleven fuldstændigt ombygget i de siste Aar af Karl den Tiendes Regjering. Træhvælvingen begynder at raadne hen foroven, og hist og her vise sig mørke Fordybninger i den blaa Farve. Ovenover Døren, hvor Orgelet skulde være, er et Pulpitur for Mændene med en Vindeltrappe, der knirker under Træskoene.
Sollyset, der falder ind ad de glatte Ruder, kaster et skraat Skjær henad de langs Muren opstillede Bænke, som hist og her beklædes med en tilsømmet Straahynde, hvorunder med plumpe Bogstaver staaer skrevet: Hr. Den og Dens Bænk. Længere henne paa det Sted, hvor Bygningen trækker sig sammen, staaer Skriftestolen ligeoverfor en Statue af den hellige
