88
hun svedte store Draaber, mens hun tumlede med sine Kasseroller. Næste Dag skulde der være Marked i Flækken, der maatte altsaa skjæres Kjød, renses Kyllinger og laves Suppe og Kaffe, desuden skulde hun sørge for Mad til sine Kostgængere og til Lægen, hans Kone og Pige, fra Billardstuen lød skingrende Latterudbrud, fra den lille Sal raabte tre Møllere paa Brændevin, Ilden knittrede, Kullene knagede, og paa det lange Kjøkkenbord mellem de store Stykker raat Bedekjød rystede Tallerkenstablerne for hvert Stød til Blokken, hvorpaa der hakkedes Spinat. Fra Hønsegaarden hørtes Fjerkræenes Skrig, idet Pigen løb efter dem for at skjære Halsen over paa dem.
En Mand i grønne Klædesmorgensko, lidt koparret og med en Fløilshue med Guldkvast paa Hovedet lænede sig op til Ovnen. Hans Ansigt udtrykte ikke Andet end Selvtilfredshed, og han saae ligesaa ubekymret ud som Stillidsen, der hang over hans Hoved i et Vidiebur, det var Apotekeren.
— Artemise, raabte Krokonen, hug lidt Brænde, fyld Karaflerne og bring saa Brændevinen ind, men skynd Dig. Naar jeg blot vidste, hvad Dessert jeg skulde byde de Mennesker, jeg venter. Du milde Gud! Nu begynder Flyttefolkene igjen paa deres Allarm ved Billardet. Og deres Vogn, som staaer under Porten! sæt nu, at „Svalen” kjørte den itu. Kald paa Polyte, at han kan trække den ind i Skuret. Tænk Dem blot Hr. Homais, siden imorges har de spillet femten Partier og drukket otte Potter Most . . . Men de spolerer jo mit tæppe, vedblev hun og saae ind til dem med Skumskeen i Haanden.
— Ja den Ulykke var da ikke saa stor, bemærkede Homais, saa kunde De jo kjøbe Dem et andet.
— Et andet Billard! raabte Enken.
— Ja, siden dette her ikke duer mere, Madam Lefrançois,
