105
— Ah, c’est vous, jeune disciple du citoyen genévois!
Mesterlektianerens Haand faldt slåp ned. Han blev rød som en ung Pige. François var faret hen mod Ludvig med løftet Pisk og havde lige faaet givet et Forbavselsens og Forargelsens Vræl fra sig. Nu faldt Piskens Snært plat ned mod Laarene paa de gule Skindbukser og fejede Landevejen.
Krybskytten sad sammenkrøben paa Bænken, kridhvid i Ansigtet, med rystende Læber og klaprende Tænder. Han tænkte ikke paa at undløbe, skønt Ole Svinemands linde Tag i hans Kofteærme ikke var nogen nævneværdig Forhindring.
Alle de Medspillende i denne Scene stod flade og flove paa Baronen og hans Rideknægt nær. Den sidste havde faaet sat sit sædvanlige Gavtyvefjæs op, og Baronen stod med sin Hests Tøjle om Armen med sit rolige, uforstyrrede Smil.
Skyttens Embedsiver satte hans Livsaander i Bevægelse. Han afleverede med Huen i Haanden følgende Ord:
— Naadigherren har jo selv hørt et Bøsseskud derude. Om Naadigherren havde set Haren falde, vilde det jo være det behageligste. (Baronen rystede paa Hovedet). Jeg havde længe og med stor Spidsfindighed luret paa denne Morten med det Tilnavn, jeg finder det for frittalende at nævne for Naadigherrens egen høje Persons Øren, ligesom hosstaaende Ole Svine …, jeg mener Grise-
