106
mand … ved flere Lejligheder udmygelig, som det passer for en Mand af hans liderlige Haandtering, haver anmeldt for mig, at ovennævnte Morten var Krybskytte og Vildttyv. Og nu er Morten falden i sin egen Ugudeligheds Garn. Han havde faaet Haren fat, men saa saâ han Naadigherrens herværende allerunderdanigste Tjenere og satte i et farligt Spring over Grøften derhenne. Men saa fik han Bøssen mellem Benene, og saa vilde han sanke den op, men saa tabte han Forspringet og sidder nu der, omgiven af sine Skarnstregers Bevisligheder.
— Det er nok, Jakob, sagde Baronen og saâ hen paa den stribede Svinegilder … Naa, og Du?
Ole var nær gaaet for over for at gøre sin Bøjning saa allerunderdanigst som muligt.
— Det er lutter Sandhedens Ord, der udflyder af Jakob Skyttes Mund, mælede han i en halvt klynkende, halvt prækende Tone … Mølleren kan bevidne det.
Møllerens Hoved bøjede sig ned under Dørlemmen. I en Fart fik han vrikket et Søm ud af sin ene Træsko. Saa røg Flækkehuen af Hovedet paa ham.
— Kom herud, Møller! sagde Baronen.
— Turde jeg indgive et Promemoria til Naadigherren, om jeg maa blive staaende her og aflevere mit Vidnesbyrd, formedelst at jeg saa daarlig tør være borte fra det Hjul der.
Baronen nikkede. Mølleren smed Sømmet ned
