107
paa Gulvet og traadte paa det, stak derpaa sit blottede Hoved frem i fuld Belysning og sagde:
— Jeg tør paa selve Birkekontoret sværge paa, at jeg hverken har hørt eller forstaaet noget af hvad her er passeret.
Han rakte sin højre, knudrede Haand ud i Luften med tre oprakte Fingre.
Jakob Skytte og Ole vekslede et forbavset Blik. Mølleren var jo en skikkelig Mand, der gik til Alters tre Gange om Aaret, og Ingen vilde mistænke ham for at gøre falsk Ed, om han kom for Retten. Jakob grundede lidt. Saa sagde han til sig selv: „Han staar og træder paa et Træskosøm.“
Thi det vidste Jakob vel, at naar man staar og træder paa et Træsko- eller Hesteskosøm, saa kan man bande paa hvad det skal være uden at vække Himlens Vrede. „Gamle Rævepels!“ mumlede han og opgav Sagen. Thi han delte fuldkommen Tro med Mølleren, og desuden var det sikrest at holde sine Fingre fra alt saadant noget „møstisk“ Noget.
Endelig saa Baronen gennem sin Lorgnet paa Vildttyven, der nu faldt paa sine Knæ under Skælven og rigelig strømmende Taarer.
— Du har vel en Redefuld Unger?
— Aa, Gud hjælpe mig, 13 levende, Eders Naade! Saa mange har den naadige Gud sendt mig.
— Naa, det er Du vis paa?
