115
Ludvig var ved at foretrække Voltaire for Rousseau, saa overlegen følte han sig overfor Pøbelen. Han red ud paa Eventyr som Candide eller en af Heltene i de andre smaa Romaner i Selskab med en stor Herre, der herskede over Vejr og Vind, Sol og Maane. Frem i den raske Frostluft! Ud i en Verden, hvor enten en Fé vilde gøre Løjer med ham i sit Palads, eller en Datter i sit hyggelige Hjem vilde skære Smørrebrød til sine smaa Søskende paa en saa yndig Maade, at hun vandt hans, Ludvig Masmann-Werthers Hjerte, beredte ham Himlens Glæder og Helvedes Kvaler — lad saa et Pistolskud ende den rige Tilværelse!
Var den Luft, som de to Ryttere og deres Heste kløvede, den virkelige atmosfæriske Luft? Var det ikke et Fériges duftende Æther?
I al Fald hørte eller saa han ikke, at et triveligt Kvindemenneske kom dem i Møde og nejede dybt med aaben Mund og opspilede Øjne. Det var Abelone Jeromiædatter. Hun kom fra sin Sladrevisit paa Herregaarden. Hun blev længe staaende for at se efter de to Ryttere.
Endelig fik hendes Stemning et lydeligt Udbrud: „Nej nu har jeg i alle mit Livs skabte Dage aldrig hørt Mage til Syn. Laadvig ude at ride med Naadigherren! Ja, jeg maa jo se at faa fortalt det til Magisteren! Gud ved, om han bliver glad eller ædderspændt, for lærde Folk er ikke saadan til at regne ud.“
Hun stod endnu og var nær ved ligesom den
8*
