116
store Laadvi’ at føle sig som Drømmelandets Beboer. Hun blev rykket ud af det ved, at en Skikkelse i stramme Skindbukser og kort Jakke kom lige mod hende. Hun genkendte Skræderfrans. Han styrede lige hen mod hende. Hun maatte samle alle sine aandelige Evner for at kunne tage det op med „det Bagbæsts skidne Mund“, hvad der flere Gange var lykkedes hende saa vel, at hun havde faaet Latteren paa sin Side i Borgestuen paa Gaarden, hvor jo rigtignok Stemningen forud var fjendtlig mod Naadigherrens Faktotum.
— Bonjour, Madame, sagde François og tog til sin sølvkvastede runde Jockey hue.
— Det kan han selv være, svarede Abelone, hvis han ikke i Forvejen var Abekat nok.
— Har hun set, at jer Dreng er bleven Rideknægt? Hva?
— Saa — aah? Han rider i jævne Baronen, saa han maa vel være mere end som saa. Han — Frans — han rider jo altid bagved, ligesom det andet lange Bagbæst, staar bag paa Kareten og er Laköj.
— Ja det er sandt. Hendes Fa’r er jo Ladefoged. Det er vel højere i Rangforordningen?
— Det kan godt være, at det er det i Vorherres Øjne. Han slider for Føden og gør Nytte, men I andre er jo bare Dagtyve og udpyntede Hundedrenge.
— Ja, ja, Mutter. Hun spekulerer kanske paa at blive den tredje Magisterinde. Ved hun ellers,
