120
en bag hans højryggede Stol posteret Tjener, at der skulde serveres for den unge Knøs. Tjeneren maalte ham med lønligt Foragt. Det stod ogsaa at læse paa denne unge Lakaj, der ellers var vant til at staa bag paa Karossen, at han tænkte om Baronen: „Saa! nu har han igen faaet en Overgang af Galenskab.“
— Un petit déjeûner, mon jeune damoiseau, sagde Baronen til Ludvig.
Denne bukkede kluntet, thi han kendte ikke det sidste Ord og kunde ikke begribe, hvorfor Baronen kaldte ham en Fugl. Han var derimod saa sulten med hele sin Knøseappetit, at hans Tænder løb i Vand ved Synet af Bordet og ved Lugten af Vildt fra det gyldenrandede Fad.
Han iagttog nøjagtigt, hvorledes Baronen bar sig ad med at tage et Stykke af den vilde Fugl, som Tjeneren bød ham. Han saa, at han holdt helt anderledes paa sin Gaffel, end han var vant til at se hjemme og hos Bønderne. Da Tjeneren havde skjænket Vin for ham — en Drik, han kun havde nippet til i Kirken ved Altergangen, tog Tørsten og Nysgerrigheden ganske Magten fra ham, saa han fik Vinen i Vranghalsen og et vældigt Anfald af Hoste. Baronen lo, og Tjeneren saa fornemt ringeagtende ud mod denne lange Dreng, der aad som en Møllegris æder Svinemel.
Ludvig mærkede vel, at Ingen talte til ham. Selv vilde han ikke kunnet sagt et Ord. Han var flov-fortvivlet, men saa sulten.
