121
Hvad skulde han saa gøre andet end at spise, tilmed da det var saadan liflig Mad. Han tog Maden som en Bundsforvandt, saâ af og til op fra den som en Hund, mødte henholdsvis Herrens Spot og Tjenerens Ringeagt i deres Miner.
Baronen havde samme Glæde af at se den store Dreng spise som en Jagtherre af sine Hundes Umættelighed. Han blev ved at opfordre Ludvig til at tage et Stykke endnu af hvad der var paa Bordet. Ludvig vilde gerne sige Nej, men vidste ikke, hvorledes han skulde faa formet det Nej. Han blev ved at slaa i sig.
— Er François kommen? spurgte Baronen den opvartende Tjener.
— Jeg har set ham gaa ned i Kjælderen, Hr. Baron.
— Kald paa ham og lad ham servere fra nu af — snarest muligt — saa kan du gaa, Slyngel!
Baronen trængte til en, der kunde dele hans Glæde over Affodringen.
Han havde været lidt arrig paa sin Leporello. Derfor havde han ladet Ludvig ride paa hans Hest og ham selv traske hjem i sit Ridekostume: lange Støvler og Sporer.
Han havde fundet Behag i den unge Præstesøns formodede Oprørstendenser mod Faderen, var derfor mødt i Kirken Julemorgen, lokket af Rygtet om, at Magisteren vilde lade sin Søn staa Skoleret i sin Præken.
Han havde hertil med sejgt arveligt Instinkt
