122
holdt svær Hævd over sin Jagtret. Da han nu denne Morgen havde set Ludvig gøre et Forsøg paa at være Filantrop over for Jagttyven, havde han sympatisk moret sig over denne Ungdommelighed, og Sympatien var vokset, da han ved Synet af Ludvig og Mette, troede at finde et dansk Sidestykke til Cherubin og Fanchette i „Figaros Bryllup“.
Nu var han ked af, at han havde lokket Knøsen til Gaarden. Han havde tænkt sig at tale venligt med ham, give ham Exspektance paa Randlev Kald, maaske oplæse for ham det herlige Stykke om den savoyiske humant-panteitiske Præst fra Savoyen af Rousseaus „Emile“ og anbefale ham at blive en saadan frisindet Forkynder.
Men Fyrens bondeagtige Manerer, grove Klæder og glubske Appetit satte ham ud af Stemning. Han savnede sin slyngelagtige Tjener François.
François mødte i sort Dragt som en Slags maître d’hôtel. Baronen gav ham Tegn til at skænke flittig for den unge Latiner.
François kastede et Blik paa Ludvigs Tallerken. Der laa ophobede Fugleben. Baronens Ansigt satte ham straks ind i Situationen. Han vejrede Spas i Luften.
Ludvig blev mere og mere uhyggelig til Mode. Skønt hans Madlyst vel var tilfredsstillet, vidste han ikke, hvad han skulde gøre med sit Ansigt, sine Hænder, sin hele Person. Af lutter Forlegenhed og Uhygge blev han ved at spise og drikke.
