134
vil mulig sige, at jeg taler som Per Degn i Komedien. Men jeg vil citere dig en Auktoritet, som ikke en Gang din strænge Fader tør underkende. Skriver ikke Sankt Paulus til sin Respondens Timetheus … (og Konrektor lo, lidt stolt over sin profane dristige Lignelse fra de akademiske Disputationsakter) — skriver han ikke, at han skal drikke et Glas Vin for sin Maves Skyld? Men som Druerne hang for højt for Ræven, saa er deres Saft for dyr for en stakkels dansk Ludimagister … Vilde Du fortryde paa, om jeg gik med dig ud i Naturen, paa det at Himlens Tempelhvælving, den helligste af alle, samt Træerne og Planterne, den store Jean-Jacques’ bedste Venner, venligen kan lytte til vore Tanker og Ord i Afskedsstunden. Lad os tage vore bedste Venner med.
Fra den okkerfarvede Væg tog han fire Kobberstik ned og puttede dem i Lommen. Det var Voltaire, Rousseau, Goethe og Schiller.
Tause gik de over de nøgne Marker ud i Skoven. Det var højt og straalende Vejr. Hele Livets brogede spillende Pragt kom fuldt ud til sin Ret.
Bladene blinkede gyldent i deres langsomme Fald fra Grenene. Af og til knagede det svagt rundt omkring af knækkede og faldende Kviste. I Skyggerne laa smaa Vande og sendte klare og alvorlige brune Øjne op mod de to Vandringsmænd.
Et forholdsvis stort Kær bredte sig i en Lys-
