135
plet i Skoven. Ved dets Rand laa en Gran — Vindfælde. De latinske Drenge havde kunstmæssig faaet lavet den til et Gyngetræ, som de kaldte den. Den lange Stamme var anbragt i en Slags bred Fals i en tykkere Stamme, som var lagt paa tværs under den. Den tykke og tunge Ende faldt da ned af sig selv, men naar et Menneske satte sig sig paa den tynde, frembragtes der et Vægtforhold, som tillod den Siddende at vippe, hvis han selv satte stærkt af, naar hans Fødder berørte Jorden. Mens han red højt til Vejrs, laa det store Kær lige under ham, og rundt om Lyspletten hang Bøgegrene og Siv som Gardiner ned mod Engbunden og paa sine Steder ned i Kærets brune Vand. Nu idag kom der af og til et let Vindpust fejende paa den dunkle Flade og kastede vatrede Sølvstriber hen over den.
Her var saa fredeligt, saa klart, saa køligt og dog saa lunt paa denne hegnede Plet.
Konrektor satte sig hen paa en Stub af en fældet Bøg, tog et af de smaa Duodezbind, som han altid bar i sine store Baglommer, og gav sig til at læse i det.
Dimittenden satte sig efter gammel Vane paa Vippetræet, vuggede nu hin milde Vemod, som han i tidligere Dage havde vugget græske og hebraiske Konjugationer ind i sin Hjerne eller lullet sine snart platoniske, snart kødelig begærende Elskovslængsler til Ro. Han sank hen i denne mystiske Forening mellem Omgivelserne og Jeget, naaede denne lin-
