136
drende Sammensmæltning med Altet, en liflig For smag paa Evigheden.
Konrektor læste og læste, Dimittenden gyngede og gyngede.
Hinsides Kæret inde mellem Stammerne, stod tavs lyttende og spejdende, et rødt Raadyr med virrende Øren og forskende Øjne, lettende paa Forbenet, uforstyrret af de to Mennesker. Det stod der længe, indtil et Krageskrig eller et lydende Fald af en Kvist bragte det til at vende om og efter et Spring fare afsted med Bagdelen snehvid lysende under Halestumpen, til Skovdæmringen slettede det ud i sin tætte Skygge.
Endelig ramte et stærkt Solskær Konrektors svage Øjne og jog dem op fra Bogen. Da mødtes hans og Ludvigs Blikke, varmt og ømt.
Konrektor sagde:
— Ja, min Ludvig, her ved dette lille Vand gad jeg vel bygge et Hus for os to. En Stue paa hver Side Gangen for hver af os vilde være nok. Ingen af os skulde byde eller lyde. Vilde vi tale sammen, skulde det være i de glade Timer, hvor vi var Mestre over vor t Sind og vor Tanke; ellers skulde hver for sig søge den søde Ensomhed i den store og gode Natur. Vi skulde af og til læse sammen, som vi har gjort i de sidste Aar, men kun lidet ad Gangen, at vi ret kunde fæste store Tanker eller blide Følelser dybt i vore Sjæle. Og vi skulde plukke Urter og Blomster, Jordens skyldfrieste Frembringelser … Men dette er kun Drømme …
