143
sagde til mig: „Er Monsieur en Dansker?“, hvad jeg bejaede. Der stod en Flaske Vin og tvende tykbenede riflede, brune Glas foran dem. Begge Herrer var stærkt røde, og deres Øjne var ikke ganske ulige fire med Trippelse polerede Tinknapper.
Nu — de bød mine sorte Commilitones og mig paa gammel Rhinskvin. Talen var skæmtefuld og lidet sømmelig i visse Maader. Det er en af de faa Gange i mit Liv, at jeg blev betagen af Drukkenskab. Dog maa jeg sige, at den tyske Herre knap værdigede os Studiosis et Ord, og at den danske Herremand, der nævnte sig Baron Urne, fra Tysk slog over i et frydende Fransk, explicerede sig om Fremtidens Herlighed og sagde netop det samme, som han efter Aars Forløb har sagt til dig. Da var baade Jean Jacques og Voltaire nylig døde, og Taarer fra Baronens Øjne løb ned i de brune, riflede Glas, hvilke indeholdt Vinen, som tilsammen med det forud indtagne Øl virkede kapitøst paa min svage fysiske Komplexion. Men aldrig har jeg før eller siden trakteret det franske Sprog med en saadan flux de bouche! Voltaires og Rousseaus Ord gled fra min Tunge som Vand fra Skovens Kilde ned over en stenet Skrænt. Og Baronen omfavnede og kyssede mig flere Gange. Men det tyktes mig, at jeg stadig hørte noget som Grinen og Klukken. Da saâ jeg paa en Gang et Ansigt bag Baronen. Det syntes mig, at det var en Doublette af ham, men
