144
hæsligere og mere fortrukkent. Fra dette Ansigts Mund udgik en Sang, der skrattede som en Sækkepibe. Hvoraf jeg husker disse Ord:
Pendons le dernier roy
Aux boyaux du dernier prêtre?[1]
Men da saâ jeg den tyske Adelsmand vende sig og anbringe en mægtig Ørefigen paa den danske Barons Vrængebillede. Lysestagerne faldt ned fra Bordet: dumpt lød det mod mig af Bulder og Brag, Klask og Slag, jeg skælnede intet uden et Slag i min Næse, hvorved alle mine Tænder rystede. Siden den Gang er de løse og dinglende. Jeg kunde føle min Næse bløde. Jeg hørte i et Virvar: Coquin, pendard! Hundsvot, Esel, Schweinhund, infâme Canaille. Hæslige og bestialske Ord, min Ludvig! Sind og Sans forgik mig, og jeg maa være falden hen i Daanelse. Thi jeg kom først til Live i en stor, helt hvidkalket Sal i en stor Seng med Omhærig. En Kvast hang ned fra oven og kildrede min Næse, og jeg saâ, at der var Blod paa Kvasten, men hvor var jeg kommen her? Jeg trak Gardinerne til Side. Der stod fire Senge i den store hvide Stue, og i Hjørnerne hang Spindelvæv og svajede som Flag for Vinden.
Jeg saâ ud. Fra Splitten i to Senges Gar-
- ↑ Lad os hænge den sidste Konge i den sidste Præsts Tarme.
