145
diner keg to Ansigter ud. Det var mine to Commilitones fra hin Taverna. De var ligblege, og da vore Øjne mødtes, maatte vi, med Tugt at melde likere paa en skiden Maade til Bacchus. Og det af lutter Ækelhed over hverandres hæslige Udseende. Straks trak hver sig tilbage bag Sengegardinerne. Jeg var opfyldt af Anger og Ruelse over min viderlige Drukkenskab. Ak, min Ludvig, gid mine Ord maa staa for dig som et advarende Eksempel, saa Du aldrig tilsøler dig ved at blande fedt Øl med syrlig Vin. Det er det allerfarligste for Ligevægten i Hovedet og Digestionen in visceribus[1].
Jeg gemte mig. Ak — for mig stod Werthers Lotte, de dydige Fruentimmer Julie og Claire, den herlige Milord Edward og Hr. de Wolmar, samt den sig til Dydens solbeskinnede Bjergtop Julies opad kæmpende Elsker i „La nouvelle Héloise“. Ak, ak! aldrig skulde jeg naa derop, hvor til Rousseau førte Julies Elsker Saint-Preux! Jeg skulde ligge i Sølen som et Epikuri Svin.
Jeg maa være falden i Slummer. Thi tydelig ser jeg sejle forbi paa gyldne og uldbovnende Skyer livagtige søde Fruentimmer, og jeg kendte dem: Det var dem, jeg nys nævnede. Jeg bad og tryglede dem om et Kys. Men alle rakte de deres hvide Pegefinger op mod Himlen. Jeg saâ
- ↑ Fordøjelsen i Indvoldene.
S. Schandorph: Gamle Billeder.
10
