147
kunde se, hvor den kom fra. Den slog brat over i noget stærkt og vildt; jeg var saa afficeret og saa vanmægtig i Hoved og Krop, at jeg rystede som et Espeløv og mærkede kold Sved i mit Ansigt. Det kunde vel være, at Ruelsen over min utidige og strafskyldige Vandel fra det sidste Døgn nagede min Sjæl og frembragte nævnte legemlige Effekter.
Men pludselig skiltes det hvide Dække sig i Midten. Og straks saâ jeg, at Skuespillet var Schillers herlige „Die Räuber“, der, hvor den store Barde sejrrigt lader Dyden lide og dog sejre og knuse de mægtige og Lastefulde paa Jorden som Jupiter med sin aandelige Tordenkile. O, hvilke Sindsbevægelser! Aldrig har jeg grædt og jublet, aldrig har jeg været saa gennemrystet, som da disse herlige Ord lød under de sonore Buer, snar t som Orgeltoner, snart i Amalia v. Edelreichs himmelske Mund saa blide som Rørfløjten, klagende som Oboen, dirrende i Harme som … ak, jeg kan ej inventere flere Lignelser. O Amalia von Edelreich! O Amalia! O, det af Guderne begunstigede herlige Fruentimmer, hvis søde Røst og billedskønne Aasyn og Legeme tolkede Schillers af alle Muserne paa Helikon indblæste Ord og rørende Sindslidelser!
…. Mesterlektioaneren — han bad Gud forlade sig — maatte kæmpe som en Løve mod en ny fremtrængende Lattertrang. Thi den lange blege, ranglede Konrektor med de glansløse, nær-
10
