148
synede Øjne, var aabenbart ikke skabt til at elske som en Amadis, end mindre til at gengive Schillers Amalia i Røst eller i legemlig Aktion. Hans Stemme var spæd og hæst pibende. Han stod der paa Markvejen og fægtede ivrig med sin tykke Knortekæp som en Slags Akkompagnement til sin Patos. Den Gang sejrede dog Optugtelsen over Naturen, Drengen fik Magt med Latteren.
Men en Konrektor, henreven af sin Erindring og Entusiasme, gav sig til at synge med Falset og tilstræbt dramatisk Foredrag:
Er ist hin — Vergebens, ach! vergebens
Stöhnet ihm der bange Seufzer nach.
Er ist hin — und alle Lust des Lebens
Wimmert hin in ein verlornes Ach!
Samtidig tabte han Hat og Paryk, saa de tynde rødblonde Haartjavser stod ud i Vinden, og selv faldt han over i en høj Hulken. Ludvig blev helt lettet. Han kunde nu og under Skin af, at han græd med, le ud i sin Hattepuld under sin Opsamling af Konrektors to Hovedbedækninger.
Hans Lærer fortsatte:
— Ak de høje Herrer havde beredt et Satyrspil efter Tragedien, men det blev for mig mere tragisk end denne. Medens jeg gennemildnet og gennemrystet saâ Dækket atter samle sig, kom din Baron hen til mig og mine Fæller og indbød os paa Fransk til en Souper. Hans sataniske Lakaj lyste os, og ind kom vi i en Sal til et dækket
