149
Bord med mange Vinflasker og sølverne Armstager. Da vi havde sat os, kom Medlemmerne af den Bande, der havde spillet „die Räuber“ ind, udstafferede i deres Dragter, og mellem dem den eneste Aktrice — Amalie. Som paa Scenen lyste Uskyld og Dyd ud fra hendes dejlige Øjne, som fra en af Himlens Stjerner.
Men hvilke Ord maatte hun høre! De to Adelsmænd og Aktørerne overgik hinanden i liderlig og forargelig Tale. Alle Mandfolkene stemmede i:
Mihi est propositum
in taberna mori[1]
og under den tog vor danske Baron min Amalie paa sit Skød, satte en Pokal for hendes Mund og tvang hende til at tømme den. Hans hæslige Davus[2] sang …
Mon pére est à Paris,
Ma mére est à Versailles.
Et, moi, je suis ici — — — — —
… ja jeg tør for dine uskyldige Øren ej fortsætte den utugtige Vise. Paa én Gang løftede den danske Baron min Amalie i Vejret og berørte denne ædle Skønhed paa en højst uhøvisk Vis, idet han raabte til den Aktør, som saa rørende havde tolket den ædle Karl Moor: „Lebe wohl, König Agamemnon,
