I
Der var Liv i Gaden mellem Studiigaarden og Frue Kirkemur.
Vinden susede, de gamle Lindekroner nejede, de faldende Blade hvirvledes om i Luften i den lystige Ringdans. Byger fejede over Himlen, piskede Hagl og Regn ned, saa man kunde høre det tromme paa de smaa Kirkeruder i de høje spidsbuede Vinduer paa den brunrøde Kirke. Saa skilles Skyerne brat ved en skærende Lysning som Glimtet af et Kanonskud. Det var, som om pludselig en bred Kæmpenæve slog ned fra oven og gav Træernæs Krone et fladt Slag paa Hovederne, saa de spilede sig ud og forfærdet tabte Resterne af deres Hovedprydelse. Under Solglimtenes bratte og korte Liv tændtes Ild i Vor Frues Vindfløj. Den sendte en spids hvidgul Flamme ud til Siden.
Raab og Skrig gennemhvinede Luften henne fra Trappen med Jærnrækværket i Gavlen paa den søndre Fløj af Studiegaardens Bygningskompleks.
