159
anden Bænk indtrængte Normænd, der uden videre havde smidt de siddende Danske ud fra deres Pladser, deres paa første Bænk siddende Medundersaatter i Ryg og Kryds under hele Forelæsningen.
Af og til undslap en af de Mishandlede et Av! Professorens alvorlige Ansigt med de smaa Træk, den tilbagefaldende Pande fortrak ikke en Mine. Hver Linje stod i alvorlig Gravitet, i magistralsk Magerhed.
Nu udenfor faldt Næsestyverne dumpt og tungt, Ørefigenerne smældede skarpt og højt. Fra Lydhullerne paa Vor Frue og Sankt Petri lød de ud rakte Malmtunger myndigt og klangfuldt. Ud fra Husdøre og Porte foer Hunde ud, nogle gøede ad Slagsmaalet, andre hylede op mod Klokkerne; enkelte snusede til hinanden og glemte Storm og Klang, Raab og Skrig for at adlyde det bibelske Bud om at opfylde Jorden.
Menneskene og Kirkeklokkerne holdt saa nogenlunde ud sammen. Da Klokkerne stak Tungerne ind i Taarnenes Lydhuller, tæredes Slagsmaalet hen. Paa Brostenene laa afrevne Klædeslaser og spredte Næsebloddraaber.
Bispegaardens Port til højre sprang op. I Aabningen fremtonede en høj, svær Skikkelse, i lang sort Talar med en bred over Brystet nedfaldende hvid stivet Bladkrave, der skinnede i Lyset ligesom Skoenes blanke Sølvspænder forneden og den treradbuklede pudrede Paryk foroven. Myndig
