162
han op med sin sorte Haartop, og hvad der val det underligste i denne vel barberede Tid, — han bar et ret vel udvokset sort Fuldskæg, struttende ud til alle Sider som et forsømt Tjørnekrat.
— Det var Fa’n, sagde han i norsk Mundart — det er første Gang, jeg ikke har kunnet banke en Dansker fuldt ud. Hvad hedder Du?
— Pyh — jeg hedder Ludvig Masmann.
— Naa, saa det gør Du? Ja, jeg hedder Johan Brundsland, og jeg er Normand, jeg. Du er vel Jyde, Du, hva’?
— Nej, jeg er Sjællænder.
— Naa, saa det er Du? Ja det er jo noget bedre .. Ja, ja. Vi er begge den galne Kristian VIIdes Undersaatter … Den To’sk! … Ja, det er mig selv, jeg kalder en Tosk. Jeg vil ikke i Rasphuset for Majestætsforbrydelse, — crimen læsæ bestialitatis — Pardon! jeg mente majestatis. Pyh!
Han rystede og strakte sine store Lemmer, lod sine Arme beskrive Cirkler i Luften, sparkede til et Par Drenge, der var blevne tilbage af den nysgerrige Stimmel, saa de tumlede ind mod Raadhusets Mur.
— Skal vi gaa op foran Studiigaarden og slaas i Fred? Nu kan jeg igen.
— Hvorfor har vi været i Slagsmaal? spurgte Ludvig Masmann og saâ op til sin lange Modstander.
— Hvad Fa’en skulde jeg ellers komme paa
