163
det raadne Akademi for. Jeg er en treaarig Akademikus, Fa’r min. Jeg kommer kun paa den tørre Kro for at prygle nogle Jyder af, naar Russerne kommer ind fra Landet. Men vi kan jo nu gaa ned og drikke en Dram i det sorte Kælderhul der ved Siden af Vajsenhuset. Hva’?
— Ja, hvorfor ikke, mente Ludvig Masmann og fulgte sin forrige Fjende. Paa Vejen mødte de en sort Køterhund, der gøede ad dem. Normanden sparkede til den med de Ord:
— Jeg skal spænde dig for Rumpen, din skabede Dansker.
Ludvig Masmann mindedes de varme Ord om Tvillingrigerne, om Dan og Nor, om begge Folks Lykke under Dannerkongens milde Scepter. Han saâ op paa den lange Sorte, med hvem han nys havde vekslet Næseblod, kunde ikke bare sig for at sige:
— Er norske Køtere pænere?
— Hør nu faar Du, Fa’ en hakke mig, Prygl igen.
— Igen? sagde Ludvig Masmann og rettede sig, som vilde han rejse Børster. Han syntes i sit danske Maadehold, at det nys overstaaede Slag var af samme Art som Slaget ved Lund under Kristian V, hvor begge Parter kunde til skrive sig Sejren.
Den store Normand rystede sine løftede, knyttede Næver i Luften op over sit Hoved, saâ løjerlig forvirret ned paa den robuste, danske Student,
11*
