Side:Gamle billeder.djvu/169

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

165

— Saa vidt kan jeg vel naa, at blive strøgen til Kagen, naar jeg stadig driver Slagsmaal.

Et Øjeblik idealiserede hans Fantasi Slagsmaalet, som om han, der havde sværmet for Klopstock og Ewald, havde slaaet et Slag for det Danske mod det Norske.

Sladder: Han havde jo slaaedes blindt, og som en Hund mod en anden, i et ordinært Hundekommers paa Gaden.

Der sænkede sig ned over den unge Student fra Landet en af disse blytunge og blyfarvede Stemninger, der knuger Sindet og stjæler Modet.

Han saâ omkring. Dette røde Raadhus og Vajsenhus, dette Ridderakademi med de urimelig høje Vinduer, disse Vinduesrækker langs begge Sider paa begge Torve mødte Øjnene i hans Hoved og Spørgsmaalene i hans Sind med den koldeste Ligegyldighed.

Ja, han havde Spørgsmaal at rette ud i Rummet, og de stødte dumt som Fluer i Flugten mod hver Genstand i Rummet.

Hvor følte han denne By som noget koldt og fremmed, klamt vigende. Ak — hjemme — den Juleferiedag, da han slap løs af sin Stuearrest hjemme i Randlev Præstegaard og som en af Buret befriet ung Raakalv for ud over Marken … da gav Luft og Jord Ekko af, hvad der raabte i ham, og af alle Længslerne efter Verdens lykke og Elskovsfryd klang omkring ham.

Alt sligt spillede i det gule og violette Lys’s