166
Liv i Luften og Dis om Genstandenes Omrids. Og Udkast til Livsbegivenheder, som hans unge Sjæl tørstede efter, tegnede sig i. den lille Mettes Profil i den store Møllers Knokler, i Møllesøens glimtende Isflager, i Eventyret med den dejlige Kvinde og den underlige Baron … Ak, her i Hovedstaden! En Tanke- og Ordørk i Akademiets Høresale, hvor de latinske Gloser knirkede lige saa tørt som i Skolen, og lig trævne Kameler eller Stude æltede i det vigende Sand eller det klægede Ler! En Menneskeørk og en Sten- og Bjælkeørk i de snævre halvmørke Gader, hvor Mure lukkede af for Havernes Træer! Nu under Jævndøgnsstormens piskende Byger viftede de afsted med det halvvisne Løv og bad ynkeligt Døden om blot en Dags Respit.
Ak, hvad han havde drømt ind i sig af Goethes Werther, af Schillers Karl Moor, af Rousseaus St. Preux svandt og svandt, tørrede ind, snærpedes sammen. Der blev kun tilbage en stor, sur, utilfreds Knøs, i hvem dyriske Drifter rev og sled sammen med en dump Vrede paa sig selv, paa Alt, paa Alle.
Det nyttede ikke stort, at Ludvig i enkelte Stunder kunde faa sin Gudinde „Fornuften“ til at lægge Sagerne lidt til Rette for ham.
Hvad havde han at forlange, saa længe han selv intet havde gjort? Hvor kunde da Aandens og Viddets Templer, der efter Famas Udsagn husedes i norske Selskab, i Sværtegade hos Ma-
