168
komme frem til Vinduet. Derfra blæste der mer end tilstrækkelig frisk Luft ind til ham i Sengen. Den maatte staa paa langs, ellers vilde der ikke have været Plads til den. Det var godt, at den havde Vinduet foran sig, ellers vilde han ikke have kunnet faa Dagslys nok til at kende Bogstaverne og Bøgerne. Naar han læste, skete det liggende eller siddende paa Sengen — ogsaa for at holde Varmen, thi Ovn fandtes ikke i den lange smalle, mørke Tarm.
Sine Værtsfolk saâ han kun ved de magre Maaltider. Konen var døv og mælte sjælden et Ord. Manden sad og smaabrummede af Misundelse over formentlig bedre Stillede ud i Stuen og lod Ludvig høre, at han kunde sagtens med sin Udsigt til et fedt Kald. Fyren sad imidlertid skrupsulten, skrabede Vællingeskind fra Bunden af Tallerkenen og glædede sig kun svagt til det Glas Brændevin, som baade Mand og Kone og Kostgænger hver slog i sig efter Maaltidet. Thi det var nødvendigt for at holde Maven varm, sagde Klædeoplagsskriver Esaias Prip. Naar han var i godt Humør, gentog han den tarvelige Vittighed, at Destillatør Spendrup burde der tildeles Prædikat af kgl. privilegeret Over-Hof-Apoteker.
Som en Hest tankeløst søger til Hjemmet, slentrede Ludvig langs Vajsenhuset og Ridderakademiet, skraaede over Pladsen ind i et Kompleks af snævre Gader, til han naaede det uanseelige Hus, hvor han havde sit Logis. Han vilde lige til at betræde det
