169
første af de høje Trin og stilede op mod den lille Dør under den smalle Rundbue, men inden han fik naaet Dørhammerens Greb, fik han Dørens Planke i Maven, saa han nær var gaaet bag over ned ad Trappen. Døraabningen fyldtes af Madam Prip i den storblomstrede, ikke helt ny Kattuns Overkjole, og Ludvig stødte mod den nedhængende Barm som mod en Genstand med slappe, svagt modstaaende Fjedre. Han lettede paa Hatten og sagde „Pardon“. Madamen var vel undskyldt for at høre, men til Gengæld raabte hun saa højt, saa det skar:
— Kongen kommer! Han maa skynde sig, hvis han vil sé allerhøjstsamme med seks hvide Heste for Karrossen.
Naa — ja! Hvorfor ikke? saa gaar den Tid, sagde Ludvig Masmann meget højt og følte sig ret stolt ved sin Overlegenhed.
Alligevel vilde han nok se Kongen køre ud og gik langs Kanalen ned mod Marmorbroen.
For at besmykke sin Nyfigenhed, pyntede han den i sin Fantasi med, at Rousseau prædikede Lydighed mod Forfatningen og Lovene i det Land, man levede i, og mindedes sin Konrektors samtidige Sværmeri for Rousseaus „Le contrat social“ og den danske „Konstitution paa Kongelovens af den store Dannemand Peder Griffenfeldt lagte Grundvold“.
Som han naaede Marmorbroen og saâ det store
