180
Valdemarernes Dage samtidig med, at han gav Friheden til Læ for Fredens milde Dyder!
Ludvig følte Lyst til i Løb at indhente den hvide unge Prins og knæle foran hans hvide Hingst af Frederiksborgs Stod.
En velgørende Andagt, et Opsving op mod det højeste Væsen, en Overbevisning om Sjælens Udødelighed gennemsprudlede hans Aarer, og han nynnede Melodien til:
Seid umschlungen Millionen!
O! Der knejsede vor Frue Kirke bag de gamle bladløse Træers violette Gitter! Orgelklang lød ud. Det var herligt at høre disse Toner ovenpaa de krigerske Metalstrubers Opfordring til Krig. Han tænkte paa Elias, der ikke hørte Guds Røst i Stormen, men i de milde Luftninger.
Kirkedøren stod aaben. Der var Barnedaab derinde.
Ludvig Masmann gik derind.
Hvor stod de stødt og ædelt, de lange Kirkeskibe med Skoven af fire Rækker stærke Piller, hvorfra Ribberne groede ud og svang sig i skønne snørklede Figurer op i det af Guldstjerner tindrende spidsbuede Loft.
Studenten listede sig om paa Tæerne og hørte adspredt den Mumien fra Døbefonten. Den druknede i Ekko.
Her var saa meget at se. Der stod til højre det brogede Marmormausoleum over Ulrik Kristian
