181
Gyldenløve med de dristig svungne Volter i Gavlene, ham, der hug lyst mellem Svenskerne under Belejringen af det København, som nys i Solglansen havde vundet Ludvigs Hjerte. Gyldenløve, den store Pandekløver og Hjerteknuser!
Og til højre for Koropgangen mindede de glinsende Slavefigurer paa Cort Adelers Monument om „Adelsborsens“ straalende Bedrifter under Dogernes Fane, om hans Sabelhug, der med ét Hug halshuggede den lede Tyrk , saa Hovedet lig en Keglekugle rullede hen ad Dækkets Planker.
Bag Koret skuede „Ærlig- og Velbyrdig Mand, Hr. Axel Urop“, i Panser og Plade, saa stivt fra sit Marmor-Epitafium ned mod den Forbilistende. Han syntes, han hørte Panseret klirre.
Ludvig Masmann gik efter at have set, hvilken glimrende Hær vi havde i Nutiden og efter at have besøgt Landets ærværdige Hovedkirke, ud paa Kirkegaarden som en glødende Patriot med frejdig Tro paa sit Fædrelands store Fremtid.
Der kom ogsaa noget skinnende blankt mod hans Øje.
Det var fra de pudsede Sølvknapper i en blåa Bondekofte. Dens Ejer var en høj rank Mand med Faldehat af Uld, lang rød og grønstribet Drejels Vest, der naaede til Knæerne. De hvidgule Uldhoser stak op over de vide Støvleskafter. Langt rødblondt Haar hang ned paa de brede Skuldre.
Den unge Bonde stod med aaben Mund og
