15
Tinter … hvem kunde nænne at forstyrre disse Linjer i deres yndefulde Leje?
Men Beboerne i Præstegaarden brød sig Pokker om, hvad der gik for sig derude i Haven, thi Magisteren havde ikke Raad til at lade Buske og Træer klippe til i Pyramider og Kegler og lave Blomsterbede i Kvadrater og Polygoner. Han maatte lade Haven ligge og gro til et barbarisk Vildnis, finde sig i, at Haren aad hans Grøn-, Hvid- og Rødkaal, at Muldvarpene skød Tuer op allevegne, at Andemad lagde sig over Vandet. Træer var Træer, som Sten var Sten, og nåar han en sjælden Gang mindedes Steder hos Virgilius eller Ovidius, der priste Træer og Planter, sagde han sig, at sligt var ukristelig og højtravende Snak, samt hedensk Deifikation af Materien, Substratet for Djævelens Rige. Præsten kaldte for Resten al Tid Vergil for Maro og Ovid for Naso.
Abelone Jeremiasdatter vilde maabende have ærgret sig over en poetisk Lovprisning af det gamle Vildnis i Haven eller de store Kastanietræer langs den store Dam ved Kørevejen. I Haven erobrede hun Aar for Aar Jordstykker til Brug for Ærter, Gulerødder, Kaalplanter og Sellerier, og havde hun kunnet opnaa, at de „store Utusker“ af Kastanietræer blev huggede om, vilde hun have hilset deres Død med Glæde. „For det var fælt, saa de om Efteraaret svinede baade Vand og Vej til med deres „Bladskidt“, og saa disse „Satens Kristanier, der laa og flød, og som Tøsene brugte
