16
til at sla’s med, saa de fik blaa Øjne og lede brune Pletter paa Ben og Krop. Ikke at regne det Skidt og Møj, som de ravede paa sig, mens de gik og rodede, og som hun (Abelone) maatte slide af med grøn Sæbe og Gulvskrubber, naar Tøsene skulde kropvaskes om Lørdag Aften, saa hun selv svedte baade Fedt og Tran ved det.“
Klokken manglede fem Minutter i tolv. Præstegaardens største Stue, hvori Familien indtog sine Maaltider, hvidkalket og med Kønrøgssokkel, med det lave, brune Loft, fuldt af tæt siddende Bjælker, laa i fint dæmpet Lys gennem de tre lave, smaarudede, tæt ved hverandre anbragte Vinduesfag.
Midt i Rummet et stort dækket Bord. Om det sad de smaa Pigebørn i forskellige Størrelser … Trip, Trap, Træsko … fra den elleveaarige Lucia til den lille tykke Lucretia, der endnu kæmpede med sin Stumpnæses livlige Afsondringstrang og Abelone Jeremiasdatters grove Lærredsklud, der viskede Næsen saa haardt, at Taarerne randt ud af Pigebarnets store, udstaaende, graa Øjne. En Skov af hørgule Lokker bølgede rundt om Bordet, en Salve af Længsler rettedes fra de mange graa og blaa Øjne hen mod den store røde tildækkede Lerterrin, fra hvis Hul med Øseskeen i en liflig Damp af Øllegrød snoede sig ud. Det mindste Pigebarn laa under for sin Sults Fristelse og langede med sin lille brune Næve efter Øseskeen og Laaget, men Abelone Jeremiasdatter langede hende et Dask, saa Barnet hvinede. Abelone sagde:
