17
— Det visne Skab! Vil hun holde sine Poter hos sig selv. Hun vilde dog blive ulykkelig, hvis Magisteren saâ, at hun vilde ha’ Mad før han selv. Hun vilde faa lige saa mange Hug, som hendes Liv kunde taale … Se saa — kom nu med den Tryne! Den driver jo som Tagskægget i Tøvejr.
Og den ubarmhjertige Klud kom frem og for haardt frem mod den lille Stumpnæses Hud.
En Dør knirkede og aabnedes paa vid Gab ved det første Slag af det bornholmske Stueuhr i Stuens Hjørne. Ind tren langsomt, stor og bred, Sognepræst til Randlev og Borød, Magister artium Sextus Masmann med foldede Hænder over den trivelige Bug og dyb Alvor udbredt over alle Miner.
Sær nok var Magisterens Husdragt: En forhenværende Samarie (Præstekjole), nu saa slidt, at ingen Luv var tilbage, skaaren af, saa den naaede til lidt under Knæskallerne fortil, til lidt under Knæhaserne bagtil. Mavens Fylde gjorde en lignende Virkning paa dette Klædningsstykke som Frugtsommelighed har paa en Fruentimmerdragt. Vingerne var sprættede af, mange solidt sømmede og klippede runde Huller sad foran paa denne ejendommelige Slaabrok; deres Tilblivelse skyldtes Magisterens Fyrtøj — Staal og Svamp, der havde afsat Ildgnister paa Samarien. Men den regelmæssige Form af Hullerne og Sømningen skyldtes Abelone Jeremiasdatters Kunstfærdighed.
S. Schandorph: Gamle Billeder.
2
