193
frygtsfuld Beskuelse P. A. Heibergs kraftige Skikkelse med det noble Overansigt og det trodsige, lidt fremstaaende Underparti. Han saâ hans klare Øjne funkle om Kap med Vokskærten foran hans næsten urørte Glas med den røde Slagskygge hen ad Dugen. Denne ganske unge Mand havde alt vundet den unge Student ved Rigsdalersedlens Hændelser. Aldrig havde han moret sig saa inderligt som ved Læsningen af de første Hæfter. Han kendte den saa berejste Rahbek, hvis røde Haartop alle mente skulde udstraale et nyt Lys over den danske Skueplads, saaledes som han i „En gammel Skuespillers Breve til sin Søn“ havde trængt ind i Kunstnerens inderste Sjæl og i Dydens Anvendelse paa Kunsten. Han sank ikke i Ludvigs Agtelse, da han opdagede, at samme Lys bed Negle. Han opdagede „djærve Prams“ uforsagte Høgeansigt, og om dem, han ikke vidste hvem var, forudsatte han, at de var Blomster i vort Dannersprogs ædle Vang, der nu svulmede af Frodighed som en Eng i Vaaren.
— Ja, jeg vil ogsaa blive et saadant Skud i Danas Have — vent lidt — de Mænd er en ti tolv Aar ældre end jeg … Min Tid vil komme.
Nu istemmedes Sangen derinde:
At Slyngler hæves til Ærens Top,
at Æseler komme til Magt og Ære
Uvilkaarlig sang Studenten med, mens han stod udenfor og lurede ved Vinduerne. Med
S. Schandorph: Gamle Billeder.
13
