194
Knæerne trommede han enthusiastisk Takt mod Dørstolpen, tog saa Haanden op og indbildte sig at drikke af dens Hulning, mens Selskabet derinde lod den forrige Vise afløses af:
Mit fulde Glas, og Sangens raske Toner
og lystig Skæmt og Munterhed
jeg bytter ej med alle Jordens Kroner
og Salomoners Herlighed.
Ludvig Masmann hørte Skraben af Stole og saâ almindeligt Opbrud. Men Grupper samlede sig endnu en Stund. Han hørte Summen af Tale og saâ idelig Gestikuleren, saa de lange krusede Manchetter sviftede om Haandledene.
Han kunde altsaa staa lidt her endnu og nyde Synet af de aandelige Herremænd i Danmark.
Men pludselig gik Døren op, og en Mand var ved at falde paa Hovedet ud af den. Uvilkaarlig greb Studenten efter ham og fandt i sine Arme en pæn lille Mand, hvis sorte, stive, bredskyggede Hat han reddede i Faldet. Det stive Kalvekrøs skrattede mod Ludvigs store, kødfulde Haand. Den Fremmedes lange Kappe med det lille Skulderslag var gleden langt tilbage. Under den sad en mørk Kjole med blanke Knapper, queue de morue, et Par lyse, snævré Benklæder i et Par viksede Skaftestøvler. En Hob Signeter og andet Nips dinglede ned paa den diminutive Mave.
— Meget forbunden, sagde den soignerede Herre, mens han rettede paa sin Piskeparyk, der
