Side:Gamle billeder.djvu/202

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

198

— Naa . . Fa’en, kan En ikke ligge i Fred her med Buskabet sit?

Talen lød umiskendelig norsk. Ludvig Masmann troede at genkende Røsten.

Studenten famlede og følte for sig til alle Sider, fandt Laadenskab, Varme og levende Kød overalt. Pludselig lød med vældig Kraft et „Muh, muh“ lige ind i hans Øren.

— Jeg er falden paa en Komave, tror jeg, lød Justitsraadens spinkle Røst. Jeg kan føle et Yver … eller rettere sagt … reverenter talt — en af de, rent ud sagt Patter, hvoraf sligt Organ bestaar.

— Saa, Fa’n … hvad er det nu for En? Hold Kjæft! lød det paa Norsk. Det er dog et Svin af en By, det København. Fa’en i den Landsfader, som stænger Byen baade for Folk og Fæ midt om Eftermiddagen!

Ludvig sagde:

— Skal vi ikke se at hitte Rede i denne pêle-mêle?

— Det er en studeret Person, lød det paa Norsk.

— Jeg har været i Paris, lød den spinkle Stemme. — Je suis couché ici, mais.

— Hold Kæft! lød det igen paa Norsk.

Det var lykkedes Ludvig Masmann at overbevise sig om, at foran de lukkede jernbeslagne Portfløje laa der fire Væsener: Han, Justitsraaden, Nordmanden og en Ko, ved Hjælp af hvis Horn han svang sig i Vejret. Koen brølede igen i vilden