202
— God Aften, Deres Velbyrdighed!
Men pludselig satte Koen i Rend. Nordmanden fôr efter den, greb den i Halen, og nu løb de begge stærkt gennem Alleen og den første Del af den landsbyagtige Brogade.
Justitsraaden følte sig foreløbig beroliget, da de to besværlige Fæller var borte. I ret rask og sikker Gang fulgte han med Ludvig Masmann.
Men uden for Gæstgivergaardens Port hørte han et Brøl og en Forhandling mellem Nordmanden og en Staldmester med en Nathue trukken ned over Ørerne. Den var heldigvis ved at ende med et sjællandsk Løfte paa, at Stedet vilde huse tre Mennesker og et Høvede for 2 ℳ 8 ß i det Hele.
Justitsraaden skændte mumlende paa den daarlige Trappe og det lille Rum, men lidet forvænt, som man var i de Dage, tog han de nødvendigste Klæder af og sov snart under den store bløde Dyne med Kvisttagets Skraaning over Parykken.
Nede i en Stue til Gaarden sad den danske og den norske Akademiker. En Tranlampes Væge hang ud gennem Tinpottens Tud, og med alle Eksistensers Trang til at verificere deres Tilværelse, spredte den en Tranaande ud i Rummet.
Aldrig saasnart havde de faaet Plads paa hver sin Træstol, før den store, ubarberede Nordmands Hoved faldt ned paa de svære paa Bordpladen udslagne Haandflader. Han snorkede som en Stud.
Men nu genkendte Ludvig Masmann ham. Det
