Side:Gamle billeder.djvu/207

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

203

var jo med ham, han havde vekslet drabelige Slag hin Dag, da Kampen overskred den akademiske Landegrænse og trak sig helt ned til Raadhuset. Der laa han med en stor skægget Kind paa en stor, troskyldig Haand, sovende trygt som et stort Barn.

Ludvig Masmann fik, uden at han kunde begribe hvorfor, Fornemmelsen af, at Taarer bankede paa hans Øjelaag. Og straks efter bankede Latteren paa hans Strube. Denne store Mand, der vankede om med den fremmede Mands Ko og sin Rus var dog Noget, der kunde komme Folk til at lé. Og han lo, den store Præstedreng, lo højt.

Saa vaagnede Johan Brundsland.

— Hvem griner? sagde han og løftede et truende Blik under de sorte sammentrukne Bryn mod sin Genbo.

Han gnikkede sine Øjne.

— Nej, Fa’n. Den Næve (og han rystede Ludvig Masmanns Haand), den kender jeg …. Jeg mærkede den sidst over min Kæft … Det er Dig, som ikke er en Jyde … Nej, nu skal vi ha’ en Dram, Du … Hvad grinte Du ellers af?

— Af Koen, sagde Ludvig Masmann.

— Ti stille. Jeg kunde stortude over den Ko, Du.

— Kan en Ko røre dit Hjerte?

— Ja, den kan det. Hjemme i Norge i Fa’rs Præstegaard, var jeg mest Ven med Buskabet. Jeg løb med det til Fjælds op ad de grønne Lier