Side:Gamle billeder.djvu/210

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

206

nede lærer Nordmænd selv at blive Slaver … Jeg gaar om her som en forløben Fant, der ikke kan finde et Sted at sove en Perial ud. Og somme Tider sulter jeg, Fa’r. — Kender Du til det, Du …?

De to store, stærke Studenter var umærkelig blevne Dus. Ludvig Masmann grundede lidt paa det sidste Spørgsmaal og mumlede:

— Jeg faar daarlig Mad og ikke nær nok.

— Ja, men Du vil maaske have Skildpadde, hvad … det, som de rige Demokrater her i dette Land æder.

— Jeg er en Præstesøn fra Landet — ligesom Du.

— Hm! Ja, men hernede siger man, at Præsterne æder som Kværnhusgrise.

— Hør, sig mig, sagde Ludvig Masmann, har Du aldrig været i „Norske Selskab“.

— Jo, jeg har det.

— Der siger man jo, at Genierne florerer.

— Jeg gir dem Fa’n, gør jeg. Nu er Johan Herman Wessel død. Han døde, lik som jeg kom herned. Jeg saâ ham kun en Gang, Du, og da var han fuld. Men han tog mig om Hovedet og kyssede mig. Ja, jeg skammer mig over, at jeg efter denne Indvielse er bleven et Svin. Han var en stor Karl, han, hvor liten han end var i Kroppen. — Se, hvor den forbandede Tranlampe spytter, det Svin! . . Vi maa ha Puns!

Han dundrede i Gulvet med sine Støvlehæle.