207
Det var aabenbart et Slags Telegram paa gammeldags Vis. En halvsovende Dreng kom ind paa Hosesokker med to store rygende Glas.
— Forstaar han, Fa’r?, sagde Brundsland, jeg vil være fuld, før jeg gaar i Seng.
— Ja, det forstaar sig af sig selv.
— Nej, hvad Fa'n skulde jeg ellers komme paa et saadant Svinehul for?
— Nej, det forstaar sig, sagde den Hosesokkede og Skjorteærmede, halede en Romflaske ud af et Skab og forstærkede Glassenes Indhold.
— Nej, Johan Herman Wessel døde af Drik og Sult. Det er Nordmands Lod i Danmark, mens Jeres tyske Herskere forer en tysk Bræger … denne Stopklock eller hvad Fa’n han hed … han, som oplærte Jer til at synge Ha … Stjerner, ha Sole, ha Serafer …! Oh, ah, ih! ach!
— Nej hør, bespotter Du Johannes Evald, af hvis Harpes Toner jeg har indsuget alt det Højeste i min sorgfrydbævende Sjæl …. saa slaar jeg.
— Ja, Du behøver ikke at knytte Næven, Du, for jeg bryr mig Fa’en om alt det Versetøj hernede. Og Evald drak ogsaa som et Svin. Ergo har han min Respekt. For han var en fattig, luset Hund ligesom jeg selv. Jeg vil kuns slaas med dig, hvis Du erklærer Dig for Gudsfornægter.
— Er Du gal? En med Fornuften stemmende Religion ….
— Ja men Religionen skal, Fa’n pine mig,
