208
være stridende mod det, I hernede kalder Fornuft. I skal tro, I Skabhalse — og holde Kæft, siger jeg. Hør, min Fa’r, lev han i en Dal, sort som en Gryde, se Alt lukket af Fjeld til alle Sider, sid i et Bjælkehus de mørke Vinterdage uden at tale med andre end Bønder i hvide Kofter, der ikke kender andet end Jesum Kristum og ham korsfæstet — se se, om Du ikke hver Aften, om Du end gaar nok saa fuld i Seng, læser dit Fadervor fra Begyndelsen til Enden …. Hvad hedder Du, Fa’r min?
— Jeg har jo sagt dig, at jeg hedder Ludvig Masmann.
— Er Du my’e fuld?
— Nej, men det kan komme.
Nordmanden gned sig over Panden, som for at samle sig.
— Jeg tror, jeg er det, jeg … Hm … hm … Skriver Du pænt?
— Ja.
— Kan Du lidt Fransk?
— Ja.
— Saa mød for mig ude i den Gade, som de Tosk her kalder Norgesgade Nr. 204 og sig, at Johan Brundsland er syg — og sig, at Du møder for ham. Det skal være Klokken 8½, Du. Det er noget fint noget. Og Du tjener en Kvartdel af de tre Mark, som Du skal laane mig.
— Men .….
