Side:Gamle billeder.djvu/213

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

209

— Vær nu en bra’ Gut og hold Kæft! Du har jo Penger, Du. Laan mig saa de tre Mark.

— Naa ja. Værs’go.

— Jeg gaar ned i Fjøset her paa Stedet og sover hos min Ko. Bæsterne forstaar mig bedre end de tobenede Hyklere og Gudsfornægtere. — Ingen Indvendinger! … Eller jeg bliver galen, og river og bider … Gaa, eller jeg ser mig sint paa dig! Men gaar Du, saa kysser jeg dig som Broder.

Ludvig Masmann tænkte, at hans Kammerat kunde blive rasende, hvis han ikke snakkede ham efter Munden. Han gik op ad den knagende Trappe og blev af den Hosesokkede vist ind i et Kammer med nedludende Skraavæg.

Da han vaagnede om Morgenen, var det endnu mørkt. Han havde en Følelse af, at noget tyngede ham. Hvad var det? Han gned sine Øjne og gravede i sin Hukommelse.

Jo — han havde jo lovet at vikariere for sin store norske Ven — men hvad skulde det være i?

Først havde han tænkt saadan løst i Almindelighed, at det var en Undervisningstime i Fransk, han skulde besørge. Men ved at samle Brundslands henkastede Ord, syntes han ikke, at de ledede hen i den Retning. Han maatte staa op og tale med Nordmanden.

— Næj ham, den store Tysker eller Svensker, hvad han er, sagde Gaardskarlen, han er gaaet tilligemed sit røde Høvede. Det var lige godt et

S. Schandorph: Gamle Billeder.

14