210
pænt Stykke Kvæg. Naa, det hører jo ogsaa en Brændevinsmand til, og der er jo dem, der holder paa, at Drank og Skraa er godt at fore med, men se, det har jeg ingen rigtig Re’lighed paa, for jeg har lige til November tjent nøre ad Slagelsekanten til, ska’ jeg sige vos, og Bønder maatte jo ikke drive Staldfodring. Nej, det maatte de lige godt itte ikke.
— Nej … men gav den norske Student dig ingen Besked?
— Naa, saa det var en Studenter. Ja, han saa’ nok ud til at løbe noget avet om. Men Herre Gud, hvad har han dog gjort? For det er en haard Straf af Vorherre at lade saadan En, som skal være en gejstlig Person, være Kvægdriver og sove i en Baas ligesom et andet Bundebæst.
— Men han er gaaet?
— Ja det er, den Onde fortære mig, en vis Vej.
Ludvig Masmann forlod Gæstgivergaarden. Ja — hvorfor ikke forsøge paa et Eventyr? Han mindedes om, at han kun kendte Livet i Hovedstaden fra sine Værtsfolk, fra Gader, og at han i Gaar havde maattet kigge gennem Ruderne og lure sig til at se Noget. Nu fik han dog maaske Noget at se af den Herlighed, denne Stad maatte rumme.
Den muntre Vintersol, der lagde Glans over de mange rimbelagte Trækroner i Vesterbros Haver og glimtede i Straatagenes fugtige Mostotter, de rødmossede Slagtersvende med skinnende Skjorteærmer foran de aabne Boders Diske, de friske
