211
røde og hvidgule Kødfjerdinger paa Dørstolperne, de lige saa frisk smidskende Tjenestepiger med de stivede Liv, i Dragter fra Hedeboegnene, fra Amager og fra alle Sjællands Kanter med de store Kurve paa Armen — gjorde Studenten lys i Humøret og gav ham Mod til hans hasarderede Tour ud i den fine Staddel. Han lo lystig til en Drift Faar med klippede, blødende Øren, som spærrede Vesterport for ham, og til Driveren, der i Forbigaaende betroede sig til ham med de Ord:
— Ja, vi skal lige godt til Køje, og knaldede med sin tjærede Piskesnært for at faa de brægende, uldne Dyr i Række og Geled. Thi da de var slupne uden for Porthvælvingen, spredte de sig til alle Sider, stødende Hovederne mod hinanden, snublende og faldende, brægende i vilden Sky.
Saa vendte Driveren sig til alle Sider og tvang Faarene sammen.
— Saadant noget Skab vil ogsaa ha’ en Vilje, sagde han . . Se den Bede, hvor han skaber sig! Han bilder sig ind, at han er Væ’re (Vædder) endnu. Hæ, hæ, hæ!
Ja, Byen var i godt Humør til Morgen! De brogede Amagermuttere sad hist og her i Portene med store brunrøde og bleggrønne Kaalhoveder foran sig — lige saa store — maaske lige saa kloge som mange Menneskehoveder. Næsvist stak Gulerødder og Pastinakker deres rødgule og hvide Tunge op der imellem. Petersillen og andet Smaagrønt røbede en lille barnlig Krøltop mellem de
14*
