223
Hm .. De … blev vel irriteret over de Ord, jeg dikterede om tredie Stand.
— Det gav mig noget at tænke over.
— Forstaa mig ret. Det er jo rimeligt, at den tager, hvad den kan faa, naar første Stand har været saa dum at gøre sig til Kongens Kammertjener. Men nok derom — de hoc hactenus, som vi Latinere siger.
Baronen havde rejst sig op i Sengen og saa stift paa Studenten.
— Forstod den unge Monsieur, hvad jeg an tydede om Præsterne?
— Ja. Og jeg blev helt glad derover, naadige Herre!
— Hør … giv Conciergen dernede Deres Adresse. Vil De komme til mig, naar jeg lade ham … Dem … kalde?
— Mig en Ære, Hr. Baron!
Ludvig hilste til Afsked, var helt stolt af sin Holdning. Han fandt, at han nu havde høstet rigeligt Udbytte for sine Besøg i Teatret og sine fattige Penges Anvendelse til Parterrebilletter. Ja, den Joakim Daniel Preisler — den fornemme unge Bonvivant, der af Kærlighed til Jomfru Devegge og til Kunsten havde gjort sig til Skuespiller — havde Ludvig netop studeret som Mønster paa elegant og fri Holdning — og var ret tilfreds med sig selv i Scenen ved Baron Urnes Seng. Han var især glad over sin kække Afskedskompliment.
Han havde lige faaet aabnet Døren, da han løb
