19
Atter et Vink bagud! Abelone Jeremiasdatter bragte Terrinen med Øllegrøden hen til Magisteren. Han aabnede Laaget, lugtede til Indholdet, tog saa med Kalot-Øseskeen den største og fasteste Grød klump og fyldte sin dybe Tallerken til Randen. Børneflokken røbede ved Munden Madlystens Utaalmodighed, men Alt forstummede, da Husets Herre havde sagt: Silentium! Saa meget Latin forstod Børnene, ja selv Abelone Jeremiasdatter oversatte det ved: Hold Kæve!
Magisteren skænkede Frimurerglasset ud af Klukflasken, som han holdt højt løftet, at Brændevinen ret kunde perle i Glasset. Gjorde den det ikke, saa fik Abelone Jeremiasdatter en Advarsel om, at passe bedre paa Brændingen. Brændevin skulde sætte Perler, om den ellers var ret til beredt. Hvad der ikke perlede, kunde hun sælge til Bønderne.
Alle spiste under Børnenes Slurfen, der mindede om Køernes, naar de drak af Kæret eller Truget, og Pastorens sære Knurren, der mindede om en gammel Hankats, nåar den laber Mælk.
En Vogn hørtes rulle ude paa Vejen. Snart knirkede Hjulskinnerne fast mod den tynde, let frosne Sne i den klare, lyse Luft. Husholderskens og Pigebørnenes Øjne rettedes ud over Kæret til Vejen hinsides de snebestrøede Kastanietræer, genkendte Kusken med den laadne Kabuds og Lammeskindspelsen — og den Person, der, indhyllet i en graa Chenille med mange multumsforede Slag,
2*
