241
brugte de lejeste Ord, det Svin. Da sagde jeg blot: Jo, men det har kostet mig Angerstaarer og Ruelse i vaagne Nætter, thi Aanden er redebon, men … Saa brød han mine Ord itu og grinede ud: „Ja og Kodet er skrøbeligt, alligevel vinder det som oftest Sejr i Kampen.“ Jeg aad min Forargelse i mig, mens jeg skar en ny Pen. Men saa vilde Karlen ærte mig paa mit Lands Vegne og dikterede, at der altid var en Provins i et Land, hvis Beboere var Nationens Narre. Han begyndte med Molboerne, som de andre Danske lo ad formedelst deres Dumhed, dikterede videre, at Gascognerne i Frankrig havde gjort sig til Folkets Narre ved deres Løgnagtighed og Skryderi — og ligervis Indvaanerne af den danske Provins Norge … Ja, saa krammede jeg Papiret, jeg skrev paa, sammen i en Kugle og smed den lige i Fjæset paa den Galgenknebel. Han for ud af sin Seng og vilde grebet mig i Struben, men jeg fik Tag i begge hans Haandled. Han brølede som en Tyr, for hans Hænder sad i mine som i to Skruestikke. Da kom den Skøjer af Kammertjener til. Jeg gav los for hans Herres ene Haand og langede ham en Kindhest, saa han tumlede. Han rendte ud og fik de to Grimponimusser i Liberi fat — dem, som Du saâ mig haandtere i Porten. Men de fik dog mærke, at jeg var stærk, jeg. For paa Trappen fik jeg min højre Næve vristet løs, og de fik mindst tre blodige Næsestyvere langet ud til
S. Schandorph: Gamle Billeder.
16
